Hvidskimmelost

Hvidskimmelost

Smukt hvid udenpå, og med et indre, der gemmer på alt fra en mild og fast ostemasse til en vidunderligt smagsintens og næsten flydende substans.

Af Europas mange hvidskimlede oste er brien den mest berømte. Det har den været, siden den franske brie de meaux, der i øvrigt har over 1.000 år på bagen, blev udnævnt som ’Ostenes Konge’ på Wienerkongressen i 1814.

Camembert stammer ligeledes fra Frankrig, men har en kortere historie, hvor en præst på flugt hjælper en bondekone fra Normandiet i 1700-tallet med at udvikle camembertosten.

 

Sådan smager hvidskimmeloste

Unge hvidskimmeloste er milde og har ofte en let syrlig og muldet champignonsmag. Når osten får alder, bliver duften skarpere, og i munden træder det salte og syrlige frem, mens ostemassen bliver mere flydende og cremet.

Til morgenmaden er en ung brie standardtilbehør til brødet og et stykke frugt. På et stykke rugbrød udgør de fleste hvidskimmeloste en fin frokostmad. Men det er i en veltempereret, moden udgave, at hvidskimlen er bedst, fx som dessert til et glas sød hvidvin, måske serveret med lidt nødder eller et stykke æble eller pære til. Husk altid at tage osten ud af køleskabet mindst en time i forvejen, så smager den allerbedst.

 

Ostehandleren anbefaler:

Vi har naturligvis klassikerne brie og camembert i forskellige udgaver, men hos Caseus finder du også en række andre forskellige og spændende hvidskimmeloste. Har du fx smagt:

Brie de meaux – råmælksbrie med karakterfuld smag
Fransk brie, en mild brie alle kan li’
Røget brie, hvor røgsmagen elegant smyger sig rundt om den cremede ost
Gedebrie med sin helt egen smag af gedemælk (læs mere under gedeoste)
Tripple-cream oste med ekstra tilsat fløde giver en cremet og uimodståelig oplevelse. Prøv franske Delice de Bourgogne eller Arla Unikas Den Hvide Dame
Mont d’Or – sæsonosten fra Jurabjergene, der kun fås mellem september og marts. Kan nemt trylles til en ostefondue i ovnen.